Vores pædagogiske tilgang – Trygge læringsmiljøer, trivsel og faglig udvikling
På Grimstrup friskole er vores grundlæggende overbevisning, at trygge læringsmiljøer er nøglen til at frigøre børns naturlige nysgerrighed for læring og udvikling. Vi prioriterer de fundamentale forudsætninger for læring højt i vores daglige praksis, så alle børn får de bedste muligheder for læring og personlig udvikling.
Optimale læringsmiljøer
På Grimstrup friskole arbejder vi målrettet ud fra den nyeste viden om, hvad der skaber de bedste læringsmiljøer. Vi fokuserer på at skabe fleksible og tilpassede rammer, der giver det enkelte barn de bedste muligheder for at udvikle sig fagligt og socialt.
Som en Friskole har vi netop mulighed for, at tilrettelægge undervisningen på en anden måde end det vi kender fra folkeskolen. Vores pædagogiske tilgang er derfor centreret om holdundervisning på tværs af årgange. Det muliggør at vi kan praktisere differentieret undervisning hvor vi tilpasser læringen til den enkelte elevs behov og potentiale og dermed sikre optimale faglige resultater.
Samtidigt skal det sikre, at alle børn er en del af et fællesskab hvori de har legekammerater på tværs af alder og køn. Dannelsen af venskaber bør ikke forceres af hvilken årgang man tilhører. Vi mener, at interesser, personlighed og følelsen af fællesskab bør skabe basis for dannelsen af stærke relationer i både leg og læring.
Det klare mål med skolen er, at vores elever er i trivsel og lærer at mestre de faglige mål.